30-04-2012: Ufortjent nederlag til CFC
Kampen den 30/4 mellem CFC og HWM var forfærdelig set med CFC-øjne. Og det var ærgerligt nu hvor et stort antal tilskuere var mødt op for at se CFC. Stadionspeakeren kunne melde om sæsonrekord med 6 tilskuere på lægterne.

Kampen blev spillet med stor intensitet. Coach Jøde havde gjort sit for at gejle CFC op, og alle var opsatte på, at nu skulle sæsonens første sejr i hus. Det hjalp også på stemningen, at Tornsberg (brutalitet 10) var tilbage i startopstillingen. Efter en svag start fik CFC langsomt overtaget gennem hård fight. Det medførte adskillige målchancer, men skarpheden manglede oppe foran. Bo havde gode forsøg, Tornsberg blev holdt på en friløber, hvilket gav gult kort, og Jøden var i klumpspil tæt ved mål. Intet af det førte til scoring.

CFC havde tilsyneladende styr på sagerne, da HWM pludselig sig foran 1-0 på et afrettet skud. Et ufortjent mål, men CFC fortsatte ufortrødent presset og skabte chancer. Bo var tæt på at score med et spark på stolpen og noget der lignede en tilbagelægning til HWMs målmand. Kort før halvleg var det dog HWM, der igen kunne score, på deres første chance i 10 min. Man måtte tage sig til hovedet.

Anden halvleg fortsatte med overtag til CFC, der dog stadig ikke kunne score, og hen mod midten af halvlegen opstod der nogen frustation. Men så fik Bo - på dette tidspunkt døbt ”Bo Tusindchance” af Jøden – endelig taget sig sammen til at skyde bolden i nettet, efter at han havde opsnappet en løs bold. Det gav igen blod på tanden. Trætheden var dog så småt begyndt at melde sig, og mål nummer to kom desværre aldrig. Til gengæld kunne HWM score til slutresultatet 3-1 på en kontra, hvor der blev satset lidt for offentsivt fra CFCs side. Et ærgerligt nederlag i en kamp, der burde have været vundet. MoM blev Hessel Capi.