28-03-2013: CFC-nedtur i forårets sidste kamp
I forårssæsonens sidste kamp torsdag den 21/6 mod Den Frie Forening skulle CFC forsøge at fortsætte sejrsstimen og samtidig revanchere det skammelige nederlag fra årets første kamp.

Starten af kampen blev dog langtfra som håbet. CFC-spillerne stod langt fra hinanden og havde svært ved at få spillet til at køre. Et par enkelte gode kombinationer førte til store chancer, men ingen mål. Den Frie Forening havde overtag i både spil og chancer, så CFC kunne kun være tilfredse med blot at være bagud 1-0 ved halvleg. Særligt set i lyset af, at CFC var kommet bedre med i kampen mod slutningen af første halvleg, og at der nu var medvind i vente til anden halvleg.

Anden halvleg blev dog ikke bedre for CFC, tværtimod. I perioder mistede CFC fuldstændig koncentrationen og undlod at dække op. Det betød, at Den Frie Forening kom til adskillige store chancer og let kunne bringe sig foran 4-0.

Kampen syntes afgjort, da Cap tog sagen i egen hånd og spadserede stille og roligt op midt ad banen for så at hamre bolden i mål fra 25 meters afstand. Og straks efter Den Frie Forening havde givet bolden op fik CFC lagt et pres højt på banen og opsnappet en bold, som Jøden sikkert lagde i mål ved den ene stolpe. To lette mål på to minutter.

Det fik sat gang i CFC, som desperat pressede på de sidste 10 minutter. Det medførte store chancer i begge ender af banen. Intensiteten var så stor, at det blev for meget for enkelte spillere, og efter en del klammeri, så dommer Per Brandt sig nødsaget til at uddele to røde kort og fløjte kampen af før tid. Det ændrede ikke ved resultatet – CFC måtte igen se sig slået af Den Frie Forening. MoM: Vendelbo.